Utroskab – en definition

Hvad er utroskab?

Fra bogen “Hvem er du utro?” af Anja Lysholm

“Der er naturligt nok delte meninger om hvad utroskab er. Slår man op i Politikens Nudansk Ordbog, er forklaringen: ”Det at have et seksuelt forhold til en anden end sin ægtefælle, samlever el. kæreste.” Den definition er nok lige lovlig snæver, for man hører jo om åbne forhold hvor seksuelle forhold til andre er i orden med partneren, og så kan det vel næppe kaldes utroskab. Så der er altså et element af ”tilladelse” i det.

Jeg vil foreslå en anden definition: ”Det at have et forhold af seksuel karakter til en anden end sin partner uden partnerens vidende eller accept.” Når jeg skriver ”et forhold af seksuel karakter” i stedet for ”seksuelt forhold”, er det fordi jeg synes at der i ”seksuelt forhold” ligger at der er tale om tæt kropslig kontakt mellem to mennesker, men det er efter min opfattelse ikke  nødvendigt for at partneren synes at der er tale om utroskab. For nogle mennesker vil det at partneren f.eks. taler, chatter eller sms’er med en anden om sex, være nok til at de betragter det som utroskab.

Nu formoder jeg at jeg har ramt den mest almindelige definition af utroskab. Efter min mening kan begrebet defineres fra flere vinkler der ikke  nødvendigvis har noget med sex eller parforhold at gøre. Når jeg kigger på ordet, kommer jeg til at tænke på et ord næsten magen til, nemlig  ”utroværdig”, og det er man når man er utro. Når man er utroværdig, har man ingen integritet. Man lever ikke i overensstemmelse med den man er. Det man siger, og det man gør, er to forskellige ting.

For mig er utroskab at lyve. At lyve er at fortælle noget der ikke er sandt.  Man kan lyve både for sig selv og andre. Og derfor har jeg valgt den titel på bogen som jeg har. Jeg vil nemlig vove den påstand at mange af dem som ikke kunne drømme om at lyve for andre, sagtens kan finde på at lyve for sig selv. Jeg kunne selvfølgelig nøjes med at tale for mig selv, men jeg har erfaret at jeg ikke skiller mig særlig meget ud fra mængden, selv om det af og til kan føles sådan.”

Det var den tørre, teoretiske del af den lille bog “Hvem er du utro?”  😉 For at diskutere et emne, er det altid godt at have definitionerne på plads. Nu hvor vi har det, så klik her og se hvorfor du skal læse min bog om utroskab.

9 thoughts on “Utroskab – en definition

  1. Nu er utroskab et MEGA stort emne – med talrige facetter, årsager og forklaringer – så du skal ha’ held og lykke med at ta’ fat på det! 🙂

  2. Pingback: Utroskab: Savner du en at betro dig til? Åben rådgivning tilbydes

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.